Hvordan sikrer vi, at ildsjæle og virksomheder i landdistrikterne får adgang til den nødvendige finansiering?
Det spørgsmål var omdrejningspunktet, da erhvervsminister Morten Bødskov (S) og turismens minister Morten Dahlin (V) mandag mødtes med en række af erhvervslivet interessenter – heriblandt HORESTA – for at diskutere udfordringerne med långivning uden for de større byområder.
Mødet fandt sted i forlængelse af regeringens nylige udspil om forbedringer af statsgarantiordningen for boligkøb i landdistrikterne. Nu vil regeringen tage næste skridt: en undersøgelse, der skal afdække, om de aktuelle regler og bankpraksis gør det unødigt svært at låne til bolig eller investering i landdistrikterne.
Morten Bødskov nævnte på mødet, at regeringen allerede har gennemført en række tiltag målrettet landdistrikterne, men at der fortsat er behov for mere handling. Han understregede vigtigheden af at få undersøgt, om der skal justeres yderligere på rammevilkårene, så der sikres finansiering til liv og vækst i områderne.
Morten Dahlin pegede på, at adgangen til lån og finansiering ikke bør afhænge af postnummer, og at regeringen derfor ønsker klarhed over, hvordan långivningen fungerer i praksis i landdistrikterne.
HORESTA: Bedre adgang til kapital er afgørende
På mødet deltog også HORESTAs konstituerede adm. direktør Jeppe Møller-Herskind, som bl.a. fremhævede behovet for bedre rammevilkår, hvis der fortsat skal være mulighed for at drive hotel-, restaurant- og turismevirksomhed i de mindre byer og lokalsamfund.
"Hvis vi skal bevare og udvikle vores branche i hele landet, skal virksomhederne kunne få adgang til finansiering – også uden for de større byer. I dag oplever mange, at døren til banken smækker i, så snart de nævner postnummeret," siger Jeppe Møller-Herskind.
Det mener han er ærgerligt, da oplevelsesindustrien bidrager til vækst i både storbyer og landdistrikter.
”Vi er en branche, der kan være med til at bidrage til at skabe vækst – og dermed også mere liv – i landdistrikterne. Derfor er vi som branche naturligvis ærgerlige over at se, at långivningen til vores branche har været faldende de seneste år, alt imens den er steget til erhvervslivet generelt set,” siger han.
Konkret er udlånet til hotel- og restaurantbranchen faldet fra ca. 8 mia. kr. i 2014 til knap 5 mia. kr. i dag.
"Vi støtter undersøgelsen af Finanstilsynets regler og den videre vurdering af, hvordan de eventuelt kan tilpasses, så virksomheder i landdistrikterne reelt får bedre adgang til kapital. Det er nødvendigt, hvis vi vil sikre vækst, generationsskifte og lokal udvikling i hele Danmark," afslutter Jeppe Møller-Herskind.
SENESTE NYHEDSBREV
BRANCHENYHEDER
PRESSEKLIP
-
Scandic runder nyt millionoverskud og opruster i Aarhus
06-05-2025
-
Alsik Hotel & Spa mindsker underskud og ser fremgang i gæstetilfredshed
06-05-2025
-
Ny chef concierge skal løfte gæsteoplevelsen hos 1 Hotel Copenhagen
06-05-2025
-
Arena Næstved i modvind efter påstand om unfair konkurrence
06-05-2025
-
Rekordtravl april i Københavns Lufthavn med vækst fra USA
06-05-2025
-
Randerschef bliver ny direktør på ikoniske Ruths Hotel
06-05-2025
-
Pejsegården giver milliontab, men ledelsen ser lys forude
06-05-2025
-
Innovation og netværk i fokus, når det populære event "Meet the Geeks” vender tilbage
06-05-2025