Af Maria Olafsson, politisk chef i HORESTA

Dansk Industris Julie Rokkjær og Morten Høyer skriver i Berlingske 27. april, at museernes skatteforhold kalder på klarhed, og at det ikke må bero på embedsmænds skøn, om der skal betales skat eller ej.

Så langt er jeg enig med DI, men herfra stopper den enighed da også.

For der burde slet ikke være noget at rafle om. Hvis museer driver kommercielle aktiviteter, der ikke har noget med museumsdrift at gøre, skal de naturligvis beskattes på lige vilkår med alle andre. Det undrer mig faktisk, at Danmarks største erhvervsorganisation kan mene andet.

I dag afholder mange museer møder, konferencer og private arrangementer som konfirmationer, bryllupper og runde fødselsdage. 

Det er ikke kulturformidling, men forretning, og det foregår i direkte konkurrence med hoteller, restauranter og oplevelsesaktører, der betaler skat af hver eneste krone, de tjener.

Jeg anerkender fuldt ud museernes rolle som bærere af kulturarven. Den opgave varetager de fremragende. Men museerne skal formidle kultur til deres gæster og ikke tilbyde billige selskabspakker med offentlige kroner i ryggen.

Derfor er løsningen heller ikke at fastholde en bred og uklar skattefrihed. Derimod bør Folketinget præcisere reglerne, så det bliver klokkeklart, at kommercielle aktiviteter uden for det museumsfaglige formål er skattepligtige.

Det vil skabe den klarhed, som både museer og erhvervsliv efterlyser.

Danmark har både brug for stærke kulturinstitutioner og et konkurrencedygtigt oplevelseserhverv. Med tydelige og klare rammer kan vi sikre, at begge dele trives side om side og ikke på bekostning af den ene.

Nyt hotel indgår i stor havneplan i Esbjerg

Et nyt byudviklingsprojekt på Esbjerg Havn kan bane vej for både hotel, konferencefaciliteter, restauranter og butikker. Planforslaget er sendt i offentlig høring, men møder samtidig politisk modstand.

Kendt hotel i Skagen reducerer underskuddet

Brøndums Hotel kom også ud af 2025 med røde tal på bundlinjen, men underskuddet blev markant mindre end året før. Regnskabet offentliggøres samtidig med, at Arp-Hansen Hotel Group afventer myndighedernes stillingtagen til planerne for hotellet.

Horesta advarer mod flere Airbnb-dage i Silkeborg

Silkeborg Kommune overvejer at hæve loftet for korttidsudlejning af helårsboliger fra 70 til 100 dage om året. HORESTA opfordrer kommunen til at fastholde den nuværende grænse og advarer mod skævvridning af konkurrencen på overnatningsmarkedet.

Log ind