Har I en særlig talentfuld kok eller tjener arbejdende i jeres virksomhed?
Så er det nu, I skal give vedkommende et vigtigt skub. Fredag den 28. august lukker tilmeldingen til Årets Kok og Årets Tjener 2027. Derfor er der kun få dage tilbage til at give jeres medarbejder chancen for at teste sig selv mod nogle af branchens dygtigste kokke eller tjenere.
Og hvem ved - måske er det jeres kok eller tjener, der kan gå hele vejen.
Årets Kok og Årets Tjener arrangeres af HORESTA og 3F og giver deltagerne mulighed for at udfordre deres faglighed, udvikle sig og blive en del af et stærkt fagligt fællesskab. For jeres virksomhed er det samtidig en mulighed for at bakke op om talent og ambitioner blandt medarbejderne.
Som optakt til dette års semifinalen har vi taget en snak med Peter Pepke, overdommer ved Årets Tjener 2027. Han håber især, at flere dygtige kokke og tjenere tør tage chancen og tilmelde sig.
"Vi er overbevist om, at der er mange dygtige mennesker derude, som kan meget mere, end de tror. Der er mange, som kan være i tvivl, om de er dygtige nok. Dem skal vi have frem i rækkerne, for ofte kan de meget mere, end de selv tror," lyder det fra overdommer Peter Pepke, der til dagligt arbejder som general manager & wine director hos Ambra og Esmee i København.
Hør hvad Peter Pepke tidligere har sagt om konkurrencen
Giv talentet det sidste skub
Årets Tjener har i år fået en ny opbygning, hvor semifinalen er gjort mindre forberedelsestung. Her er målet netop, at flere skal turde stille op.
Ifølge Peter Pepke handler konkurrencen ikke om aldrig at lave fejl. Han ser bl.a. efter deltagere med tekniske evner, men som samtidig hviler i sig selv og deres faglighed og formår at komme videre, når noget ikke går som planlagt.
Personlighed og nærvær spiller også en stor rolle i bedømmelsen.
"Det spiller en stor rolle, at man er udadvendt og kan kommunikere sin viden på en forståelig måde til gæsten. Det er jo essensen ved hele vores fag. Du skal formå at formidle din viden til gæsten, så gæsten falder til ro og føler sig godt tilpas," siger han.
Et fagligt fællesskab, der rækker videre
For Peter Pepke er en af de største værdier ved konkurrencen det fællesskab, som deltagerne bliver en del af. Han kommer derfor med en klar opfordring.
"Kom med og oplev fællesskabet og ånden. Lad dig rive med af andre, der vil dygtiggøre sig. Du får venner og bekendtskaber for livet, som du også fagligt kan sparre med i din videre karriere," siger han og fortsætter:
"Er man et menneske, der ønsker at dygtiggøre sig i sit fag, så skal man tilmelde sig. Der ligger en stor værdi i det faglige fællesskab, man får gennem konkurrencen, og selvfølgelig vil branchens blikke også blive rettet mod en, hvis man vinder," siger Peter Pepke.
Semifinalerne ved Årets Kok og Årets Tjener finder sted søndag den 27. september 2026 på Kold College i Odense. Her går de seks bedste kokke og de seks bedste tjenere videre til finalerne søndag den 31. januar 2027 i Messecenter Herning.
Alle danske statsborgere med svendebrev som kok eller tjener, eller et tilsvarende udenlandsk uddannelsesbevis, kan deltage.
Tilmeldingsfristen er fredag den 28. august.
SENESTE NYHEDSBREV
BRANCHENYHEDER
PRESSEKLIP
-
Rekordmange passagerer løfter Københavns Lufthavn
21-08-2026
-
København vil begrænse antallet af delecykler
21-08-2026
-
Forsker forventer naturligt fald i fødevarepriser snart
21-08-2026
-
Ny direktør skal løfte Karrebæksminde Strandhotel
21-08-2026
-
Kæmpetrolde skal tiltrække flere gæster til nordjyske byer
21-08-2026
-
Internationalt: Europa står for en tredjedel af verdens ferieforbrug
21-08-2026
-
Internationalt: Over 300 nye hoteller åbner i Europa i 2026
21-08-2026