Når verden bliver mere uforudsigelig, søger mange det nære, velkendte og hjemlige.

Det gælder også danskernes ferieplaner, og det er en udvikling, som nok vil sætte sit tydelige præg på turismen herhjemme denne sommer, lød det fra HORESTAs adm. direktør, Jeppe Møller-Herskind, da han på TV2/News kommenterede på følgerne af den globale uro.

Han vurderede, at flere danskere i år vil vælge holde ferie herhjemme. Ifølge en undersøgelse fra VisitDenmark planlægger 8 pct. flere danskere at holde ferie i Danmark sammenlignet med sidste år.

Bygger videre på eksisterende udvikling
Udviklingen er bl.a. en reaktion på stigende flypriser og global usikkerhed. Men den bygger samtidig videre på en tendens, der tog fart under corona, hvor mange genopdagede de danske destinationer, vurderer Jeppe Møller-Herskind.

"I dag er det ikke længere en nødløsning at blive hjemme. Det er et aktivt tilvalg, hvor kvalitet, nærhed og oplevelser i eget land vægtes højere. Det skaber gode muligheder for turisme- og oplevelseserhvervet over hele landet", siger Jeppe Møller-Herskind.

Han forventer, at udviklingen også vil få flere nordmænd, svenskere og tyskere til at holde sommerferie i Danmark, og så håber han på, at tabet på turister fra Nordamerika og Asien kan minimeres. De bliver typisk længere og lægger et større forbrug, og de er derfor vigtige for værdiskabelsen i dansk turisme.

"Opgaven er derfor todelt: Danmark skal både fastholde den voksende interesse fra danske feriegæster og samtidig sikre, at landet forbliver synligt og attraktivt internationalt", siger han.

Ambitionen er høj, og branchen går efter at slå sidste års rekord med op mod 30 mio. overnatninger denne sommer.

"Det kræver imidlertid mere end godt vejr, hvis det skal lykkes. Der er behov for politisk fokus, stærke internationale forbindelser og fortsatte investeringer i kvaliteten af de oplevelser, som møder gæsterne".

Log ind